Sparta Logistics tager hul på elektrisk transport med eActros 600
Sparta Logistics har modtaget to af Danmarks første Mercedes-Benz eActros 600 el-lastbiler og tager dermed et vigtigt skridt mod en grønnere fremtid.
For at sikre effektiv opladning er der etableret en 150 kW-ladestander ved depotet i Hørning i samarbejde med OK, som Sparta i forvejen har et mangeårigt samarbejde med på brændstofsiden.
”Det er et bevidst sats fra vores side. Vi vil gerne bidrage aktivt til den grønne omstilling – og hvis teknologien lever op til forventningerne, er det helt klart vores mål at elektrificere en større del af flåden,” siger direktør og partner Nikolaj Kock.
Lastbilerne skal bruges til distribution i Østjylland og på en fast rute mellem Hørning og Fredericia – med opladning om natten og mulighed for at lade hos OK på farten.